Den dag jeg blev rask

 

Åben øjnene ellers kan du ikke se verden.

Dette er historien om dengang jeg blev rask. Du tænker nok ”hvorfor fortæller hun ikke, om dengang hun blev syg”, men det kan jeg ikke. Jeg opdagede ikke jeg blev syg. Jeg opdagede ikke, hvor slemt det var eller hvorfor…. så jeg ved ikke hvornår jeg blev syg.

Det er lettere, hvis du brækker benet. ”For pokker dit ben er brækket, den skal i gips”. Men mit ben var ikke brækket. Mit indre var brækket, mit hjerte og min forstand var ved at tage afsked med omgivelserne. Jeg havde tanker om selvmord, angst og selvdestruktive adfærd. Omverden roste mig for de ting jeg kunne og det jeg var. Jeg hørte det, men kunne ikke tage det ind til mit hjerte. Til sidst ringede jeg til lægen. ”Bibbi du har en depression” sagde lægen og så alvorligt på mig. Jeg forstod ikke hvad hun mente, hvad hun talte om. Mit indre kunne ikke optage den viden, som lægen delte.

Planen for at blive rask

Så gjorde jeg alt hvad de sagde jeg skulle, spiste mine piller, passede børnene, prøvede at indtage viden på min uddannelse, være kone, søster, mor og datter. Talte mange ord ved min psykolog, som man skulle for at blive rask. 12 besøg fik jeg med rabat og så måtte jeg selv betale bagefter. Så stoppede jeg! Jeg mente ikke, at vores familie kunne undvære de penge. Så fortsatte vi vores liv, og på et tidspunkt sagde den nuværende eksmand ”jeg ved ikke om jeg kan det her”, hvor jeg svarede vredt ”har du overvejet, at dette nok er den bedste udgave af mig. der er ikke nogen bedre Bibbi”. Min sjæl var ikke helbredt, jeg var stadig ødelagt indeni.

Alt var blevet værre. Jeg ville gerne dele med min mand, men han kunne ikke forstå hvad jeg sagde og jeg kunne ikke finde de rigtige ord. Det var svært for omverden, at forstå, at sådan en som Bibbi kunne blive så syg. ”hende der altid er så stærk”.

Slutningen eller starten?

En dag havde min mand ikke mere kærlighed til mig, vi ledte, men ikke de rigtige steder og så var jeg alene. ”Kone” blev fjernet på listen over mine titler. Jeg græd over den tabte familie, græd fordi jeg var syg. Græd fordi jeg var en fiasko, og fordi vi ikke sammen kunne løse dette.

Men så græd jeg ikke mere. Nu fortalte jeg sandheden om mig og min familie, til mine søskende, veninderne, til alle dem der ville lytte. Lægen gav mig 12 klip mere ved psykologen. Jeg åbnede munden til andre end psykologen, og denne gang talte jeg om hvor det gjorde ondt. Jeg fik kram, omsorg, ro og kærlighed. Nååå ja OG KÆRLIGE SPARK I RØVEN. Rejsen var og er lang, hård og krævende, men jeg begyndte at føle glæde helt inde fra mit inderst, bryde ud i latter over dumme ting. Det er vigtigt at kunne grine for at blive rask…….og modtage/give knus.

Der er lys

4 år og en skilsmisse senere, tog jeg afsked med pillerne. Jeg var nu rask. Jeg er stadig rask. Jeg har lidt stress, men det holder mig i gang og gør mig opmærksom på, at jeg skal stoppe op og trække vejret. Det er ikke altid let at huske. Men så har jeg nogle mennesker omkring mig, som kan finde ud af at sige det, så det råbes hele vejen ind til Tindingelapperne i hjernen, der hvor hukommelsen og ting du har oplevet er, og hvor mindet om dengang alt var noget møg, sidder.

Den dag jeg blev rask, græd jeg af glæde. Ringede til ALT OG ALLE, der gad at høre det, ”jeg er rask”. Jeg tror også at jeg slog det op på facebook. Det var en fantastisk dag, det var den næste også, og den næste. Det var og er alle de næste dage.

Hver dag bringer sine udfordringer, men hver dag er også fantastisk, for jeg kan nu føle, mærke, elske, grine, hvilket jeg gør meget. Der er plads til at lege med børnene og grine hele vejen ned af kælkebakken. Det er ikke vigtigt at huske hvornår jeg blev syg, eller det der var årsagen, men den dag jeg blev rask, Den dag skal jeg altid huske følelsen af. ”glimmer på og op på kaminhylden” som Helle Joof ville have sagt. (læs Hellas bog Papmaché-reglen)

 

Rygtet siger, at jeg er opkaldt efter en hund, fordi mine forældre ikke kunne enes om navnet. Så jeg er Bibbi, uddannet folkeskolelærer, underviser på VUC, hvor jeg arbejder meget med matematik og Talblinde. Enlig mor til fire provokerende, selvstændige, sindsyge børn, mellem 9 og 19. Så hvad I kommer til at læse af ord fra mig, vil være bidrag fra et liv med grin, tåre og kærlighed. Velkommen til os