En slikoholics stop

Hvorfor tages der afsked med slik?

Dag 1: I går aftes ramte jeg bunden. Når det først sker, så ved alle, at når man er på bunden, så tages der beslutninger. Jeg havde spist så mange M&M’s og Qlick Mix, at jeg frivilligt gav resten til børnene. Pludselig hørte jeg mig selv tænke “Bibbi! det her er bunden”, så jeg tog afsked med slikket. Så dybfølt, at jeg havde lyst til at kaste op. (det betyder, at jeg åd det hele) Sendte en snap til min veninde, så jeg kunne “sige det højt”, uden at sige det til nogen. Sendte også en besked til min snapgruppe “sundhed og Motion 2020”, for at samle mod.

Kærlighedsskabet

Besluttede mig for “Mikkel må ikke vide det” (Det er min kæreste) Hvis jeg fortæller Mikkel det, så vil han sikkert pludselig også have jeg skal spise flere grønsager og drikke vand. Ja han opdager det jo nok alligevel nu her, hvor jeg så vælger at smide det ud i en blog. Men omvendt, det er ikke altid han hører hvad jeg siger, så hvem siger, at han læser det? (det gør han, for det er ham der endte med at rette indlægget. Tusind tak for hjælpen.) Nu er den første dag gået, siden min nye beslutning er taget, og i dag er det mandag. Mandag er normalt en dag, hvor der ALTID er brug for “kærlighedsskabet” på mit kontor. Kender I sådan et skab? Det er et skab der kun må åbnes, når dagen føles lang og hård. Indeni er der næsten altid kun gode sager, pånær dengang der var en russisk chokolade som fik lov at ligge meget længe. Kærlighedsskabets opgave er at hjælpe en igennem de hårde sidste timer på dagen.

Typisk mandag

Idag, som tidligere nævnt er mandag, er for mig altid lang da jeg møder mellem 9-10, og har fri igen ca. klokken 19:30. Oven i den klassiske trælse mandags stemning og lange arbejdsdag, så varsles der fyringer, så tro mig, i dag retfærdiggør kærlighedsskabet sit eksistensgrundlag. Men tro det eller ej, så åbnede jeg det ikke engang. Til gengæld fik jeg delt mit nederlag, min konklusion og min vej ud af dilemmaet med min kollega. Det kom stille, tilbageholdende og dårligt formuleret ud af min mund. “Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal sige det her, men jeg tror altså… jeg er vidst stoppet med at spise slik… bare i et stykke tid… bare for at se hvor længe jeg kan”. Jeg håber hun er kommet sig over chokket. Om lidt går jeg i seng og så er dag 1 overstået. Hvis det går godt, så kan det være jeg tager nye skridt i en sundere retning, fx at begynde at træne! PS jeg har ikke engang fortalt Facebook det… Gælder det så?

Kort om de næste dage

Dag 2: Der er pædagodisk dag, fra 8 til 15. Bagefter håndbold, så lodsedlesalg ved spejderne og dessert MØDE. En dag jeg gennemførte UDEN SLIK Dag 3: Min kollega åbnede kærlighedsskabet, og gik om bord i pingvinblandingen. Jeg kunne dufte alle e-numrene. Jeg gennemførte også dag 3.

Rygtet siger, at jeg er opkaldt efter en hund, fordi mine forældre ikke kunne enes om navnet. Så jeg er Bibbi, uddannet folkeskolelærer, underviser på VUC, hvor jeg arbejder meget med matematik og Talblinde. Enlig mor til fire provokerende, selvstændige, sindsyge børn, mellem 9 og 19. Så hvad I kommer til at læse af ord fra mig, vil være bidrag fra et liv med grin, tåre og kærlighed. Velkommen til os

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.