Oplevelsesgave

Når en gave giver gode minder.

Min niece er for nylig fyldt syv år. Hun skulle selvfølgelig fejres og have en fin gave. Men hvad skal man give en syv- årig, der er så privilegeret at have skabet fyldt med tøj og værelset fyldt med legetøj? Svaret var  i denne omgang en oplevelsesgave.

Mine drenge har selv så meget legetøj, at de ofte ikke kan overskue at lege med det. Jeg bliver altid ærgerlig, når de får noget nyt legetøj, som enten fylder rigtig meget, ikke er hvad de har ønsket sig, eller noget hvor man skal købe flere ting før det ligesom giver mening at lege med det. For det ender altid på en hylde, hvor det bare samler støv.

Jeg vil derfor ikke selv, være den der kommer med endnu en støvsamler til værelset.

Jeg vil gerne være den, der kommer med en gave, som man kan lave sammen, lege med sammen eller i dette tilfældes skyld en oplevelsesgave.

Jeg var meget spændt på, hvordan det ville gå, at tage K med til klatreskoven GoMonkey. Ville hun være for lille? Ville det blive for svært? Ville hun kede sig?

Jeg inviterede derfor min kæreste og min bror med, så vi var tre voksne til at hjælpe hende igennem. Det viste sig at være helt perfekt.

Min bror (k’s far) gik forrest, så kom K, derefter min kæreste og til sidst kom jeg.

 

 

 

 

På den måde var der hele tiden en til at vise hende vejen, og ”gribe” hende, når hun kom med en svævebane. Der var en til at hjælpe hende afsted, og hjælpe med at sætte udstyret korrekt, og så var jeg der til at tage billeder og havde tid til at nyde oplevelsen med K.

Da vi kom derud, var der lidt ventetid pga. dem der skulle instrueres sammen med os, var lidt sent på den. Det gav os tid til at gå lidt rundt og kigge på de forskellige baner osv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Instruktøren kaldte os over, og vi fik vist hvordan selen skulle sidde. Hun hjalp K i selen, mens vi andre fik vores på. Vi fik instruktion i hvordan karabinhager skulle placeres, hvordan de skulle åbnes osv.

 

 

Derefter viste instruktøren os, hvordan man gebærder sig på banerne, hvor og hvordan karabinhagerne skal sættes og hvordan man kommer igennem de forskellige udfordringer. Derefter skulle vi selv bestå to prøvebaner, før vi måtte bruge de rigtige baner.

K var simpelthen så modig.

Hun gik direkte til opgaven og var god til at lytte. Hun skulle i starten lige mindes om, at karabinhagerne skulle placeres modsat af hinanden, og derefter gjorde hun det af sig selv.

                            

Jeg kan ikke huske hvad ”dimsen” hed, som man skulle bruge på svævebanerne, men jeg kaldte den ”uglen og elefanten”, fordi den på den ene side lignede en elefant og den anden en ugle. Af en el anden grund, havde K to forskellige farvede vanter på, hvilket gjorde det nemt at guide hende igennem, selvom jeg ikke stod lige ved siden af. Jeg lavede hurtigt en remse, som jeg brugte til hende hele dagen. Det lød måske fjollet men det gav mening for os. ”lyserød på uglen og lilla holder om slangerne”. Så fik hun nemt og rigtigt placeret hænderne, så vi vidste at udstyret sat korrekt, og at hun ikke ville få fingrene i klemme.

Vi startede på den lysegrønne bane, som var den nemmeste bane. Min bror i front, K lige efter og Danni lige i rumpen til at hjælpe, der hvor det krævede en hånd.

           

 

På de første mange udfordringer var det som om, at K bevægede sig tæt nede ved jorden, der var ingen frygt at spore og hun susede igennem udfordringerne. På et punkt på banen blev K nervøs, og ville gerne ned igen, men lige der var vi et sted, hvor man skulle videre for at kunne komme ned.

Danni fik hjulpet hende op i nærmeste træ, hvor der var ”fast grund” under fødderne. Derfra var det som om hun blev rigtig bange, pludselig opdagede hun at hub var 4 m oppe i luften, og skulle til at gå over en tynd line for at kravle ind i en bil, som kun hang i en tynd line.

             

 

Efter diverse pædagogiske gode råd og opmuntringer kom hun igennem.

Frygten havde ikke sluppet hende og den næste svævebane krævede blod (ikke vores men en anden dames), sved og tåre. K var gået helt i stå og efter 15 min hvor hun havde hægtet sig af og på, råbte Danni fra modsatte træ til mig, ”give her a little push”. Så da K hægtede sig på, placerede hænderne og gjorde antræk til at løfte fødderne, fik jeg med en kærlig men bestemt hånd møffet hende ud over kanten. Danni stod klar og hjalp hende sikkert videre, efter hun havde fået et stort kram og diverse rosende ord. Fasteren stod tilbage og kneb en lille tåre. Men jeg måtte hurtigt videre og vi brugte samme fremgangsmåde til de sidste to svævebaner. K kom i mål. Hun var glad,  og vi var alle stolte og glade.

K og jeg satte os hen på nogle bænke, jeg havde lavet en slikpose til hende og hun fik en sodavand. Det var jo fødselsdagsfejring. I mens skulle Martin og Danni prøve den blå bane. Den er middel svær men er den absolut højeste bane. På vej derud sagde Danni ”jeg regner ikke med at blive udfordret”. Da han kom ned fra banen, spurgte jeg ham: ”er du blevet udfordret?” Til det kunne han kun svare ja.

              

 

Nogen af elementer foregår i 10 m højde, og når det blæser en smule og træerne svajer, og der skal trædes meget langt for at nå hen til næste bræt, så kan selv en 1,90 høj soldat blive udfordret.

K fik lov at prøve lidt forskellige elementer fra nogen af de nemme baner, men pga hendes højde måtte vi droppe den næste level. I stedet tog vi igen den lysegrønne bane. Med en kropslig erfaring og viden om at hun havde klaret banen en gang, strøg hun lige igennem alle udfordringer. Hun havde endda tid til at nyde udsigten da hun sad inden i bilen 4 m oppe. Hun var tydeligt stolt, da hun atter satte benene på jorden og med god grund.

Det bliver ikke sidste gang jeg giver en oplevelsesgave.

Vi kan lave  noget sammen, vi kan udfordre hinanden og være aktive sammen. Jeg tror på, at fordi vi har været aktive samme og prøvet grænser af og hjulpet hinanden. Så vil det være en oplevelse, vi vil huske. Både fordi det var en dejlig dag, men også fordi kroppen er med til at huske.

 

Jeg vil meget gerne prøve klatreskoven igen. Det ville også være oplagt som børnefødselsdag for større børn, teambuilding, ryste-sammen tur eller familieudflugt, konfirmationsgave osv.

Alderen hedder fra 6 år, men jeg vil anbefale at barnet min er 120 cm, da det ellers kan være svært at nå ved nogen forhindringer. Forhindringer på banerne varierer meget hvilket gør det rigtig sjovt og udfordrende.

Jeg vil anbefale at tage alm kondisko på, og så tage arbejdshandsker med. De kan også købes hvis man har glemt.

Det er bestemt ikke sidste gang, jeg har været derude. Det er sjovt, udfordrende, smukt og dejligt med en masse frisk luft.

Find mere om klatreskoven her: https://gomonkey.dk/

 

Jeg er 37 år, mor til to drenge på 3 og 5 år. O på 3 år har epilepsi og B på 5 år er skyggebarn. Jeg er uddannet fysioterapeut og har speciale inden for børnefysioterapi og sansestimulering. Jeg har gået på gymnastik højskole, cyklet til Paris og arb frivilligt i Thailand i 6 mdr.


Følg Maria Deis på de sociale medier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.