Solomor – henvisningen

Rejsens begyndelse

Min læge sendte mig videre til gynækologen, og som tidligere nævnt var jeg relativt heldig at have en tid på forhånd. Er man ikke fast hos en gynækolog kan der jo være flere måneders ventetid, og når man gerne vil i gang – så er 2 måneder langtid … eller det troede jeg.

Min gynækolog er en middel aldrende dame, som er virkelig god til at snakke. Lige meget om vi sidder ved bordet, eller om jeg ligger i den akavet stilling på briksen med hendes hoved mellem benene, så kører munden på hende! Hvad hun siger hører jeg ikke altid 😊

Første nederlag

Dagen var kommet, og jeg var sikker på jeg skulle gå fra min gynækolog med tanken om at henvisningen til hospitalet nu var sendt. Da jeg kommer der op var jeg nervøs, pulsen pumpede og tankerne kørte rundt. Frygten for hendes svar havde siddet i kroppen i et par uger, og mine tanker havde været alle skrækkelige scenarier igennem.

Jeg hører mit navn blive kaldt, og prøver febrilsk at gribe alle mine ting. Hvorfor jeg overhoved havde så mange ting med, er mig endnu en gåde. Jeg går ind i det helt vide sterile rum, og sætter mig på stolen. Den første sætningen der bliver sagt fra gynækologen er ” Nå, så vi skal i gang med at gøre dig gravid!”. Mit hjerte stod stille i flere sekunder, og jeg fik fremstammet et ”Ja, det er vel det vi skal”. Pludselig, i det sekund kunne jeg mærke en ro sænke sig over mig krop. Jeg skal være gravid.

Efter en tur på vægten, og en kig mellem benene fik jeg besked om at få en ny tid – hvor jeg inden lige skulle smide lidt kilo. Herefter ville hun se om vi kunne sende henvisningen afsted. Jeg kunne få en ny tid om 3 måneder. Samtidig startede showet med diverse prøver, og ikke mindst en vandscanning ved næste tid. Henvisningen ville altså først blive sendt 3 måneder senere – tidligst!

Henvisningsdagen

3 måneder senere, 5 kg lettere og med en kæmpe klump i maven fik jeg endnu engang op af trapperne og ind af døren til min gynækolog. Jeg havde i de senest 3 måneder været igennem alle “fancy” sider på nettet om vandscanning, forhørt mig hos veninder der havde været igennem turen – og ikke mindst så havde jeg taget min mor med til at sidde i venteværelset sammen med mig. Faktisk var hun selv hoppet med, da hun ville være sikker på der var en til at tage imod mig hvis der nu skulle være negativt svar. Dette fortalt hun mig først efter, så i situationen var hun der bare for at passe på lille mig.

Det er sjovt så lille, og sårbar man kan være når ens mor er i nærheden. Sidste gang jeg var der, var jeg jo hende der kunne klare alt selv. Men denne gang var trygheden fra min mor guld værd.

Igen kom jeg ind i det meget hvid sterile rum. Først blev vægten tjekket – og den var godkendt. Bagefter var det op på briksen, og en meget snakkende gynækolog mellem benene. Jeg må indrømme jeg faktisk var ret cool ved tanken om prøven. Er man sart, så stop med at læs nu, for her under kommer den mere ærlige beretning.

 

Ballonen blev pustet op 2 gange

 Den søde gynækolog forklarer mig kort – ” Vi sætter et kateter op, puster en ballon op – også sprøjter vi lidt vand op og ser om der er passage igennem dine æggeleder. Det vil sige der skulle et langt rør op, luft i, derefter vand – som jo drypper ud over det hele. Selvfølgelig skulle det gå galt – og jeg var igennem turen to gange. Ved andet forsøg får jeg forklaret at der kommer lidt mere ”luft” i ballonen for at ”holde” på det hele. Derefter får man stukket et indvendigt kamera op, for at se om det bobler på skærmen. Så sød som min gynækolog er, viste hun det ivrigt på skærmen – hvortil jeg bare nikker. Jeg kunne absolut intet se, men hendes begejstring over at alt var fint var al rigeligt for mig.

Op fra briksen, en flod af vand fra den nedre region, og et kæmpe bind rigere – stod jeg igen på fast grund. Heldigvis nu med en officiel henvisning til fertilitet via det offentlige. YAY!

Om det gjorde ondt er et spørgsmål, som jeg har fået flere gange siden. Mit svar hertil er NEJ! Selve undersøgelsen var total smertefri. MEN…. Jeg nåede kun ned af trapperne (altså fra 1 sal) før den vildeste smerte ramte mit underliv. Menstruationssmerter go home! Jeg kunne hverken gå eller stå, og min mor måtte tage mig under armen. Det tog 1 døgn før jeg kunne føle ro i underdelen igen. Auch!

Ventetiden

Med en ventetid på 7-9 måneder via det offentlige, så må jeg sige at tålmodigheden kommer på prøve. Når beslutningen om at blive solo mor er taget, føles hver en dag lang. Tankerne hos mig kører ekstremt meget. Hvad gør jeg når jeg får veer alene? Hvad gør jeg når jeg kommer hjem med bebs? Hvad når bebs er syg? Kan jeg gå i bad når bebs er vågen? Skal jeg føde alene? Hvad hvis det går galt under fødslen?

Jeg manifesterer rigtig meget, at alt lykkes – og taler meget om ”NÅR” bebs kommer.  Mange af ovenstående spørgsmål har jeg fundet svaret på. Samtidig har jeg en veninde som allerede omtaler bebs som vores projekt, det er alfa omega for mig på denne rejse!

Svarene kan i læse i næste indlæg.

Tak for at i læste med.

<3 M

 

 

 

 

Kommende solomor, der deler tanker, beslutninger og reaktionen på rejsen mod at blive en lille familie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.