Stress og depression

Når det hele ramler!

Man skulle jo tro, at det var nemt og behageligt at være arbejdsløs. Man har al den tid i verden til sig selv.

Det var det måske også lige i starten. Der var det skønt at slappe af og ordne lidt småting, mens man søgte job, netværkede og opfyldte jobcentrets krav til arbejdsløse. Mange af mine dage i det første år, har gået med at passe min søn, når han havde et af sine epileptiske anfald. I starten var det ca. 4 gange om ugen.

Heldigvis er der kommet færre anfald pga medicinen, men anfaldene kommer stadig. Efter kommunens kæmpe store løftede pegefinger, kan jeg nu ikke aflevere B i den børnehave, der ligger lige overfor vores lejlighed. Så på Oscars anfalds dage skal jeg nu både tage mig af lille O og søde B.

Jeg har efter et års barsel gået arbejdsløs i over 1 år.

Nogen dage ligger jeg på sofaen og ser serier, jeg har set et utal af gange, mens jeg spiller candy crush og støvsuger instagram for billeder af perfekt indrettede børneværelser.

Jeg ser billeder af det lækreste mad, de smukkeste kager og smukke mennesker der træner eller ligger i en spa. Jeg ser billeder af perfekte kroppe, perfekte øjenbryn, bambi øjenvipper, smukke smykker og børn i det helt rigtige tøj i de helt rigtige jordnære farver, mens de yndigt står på en stige og plukker perfekte æbler.

Når kl. nærmer sig 15.30 kigger jeg op fra tlf. og får øje på vores knap så perfekte bolig, med rod, støv og legetøj overalt. Først bliver jeg irriteret over at der ser ud som der gør, og så bliver jeg sur på mig selv. Jeg kunne jo bare have brugt dagen på at rydde op, og stille tingene lidt pænere eller smide nogen af de ting ud, som bare står og fylder. Så skælder jeg mig selv ud, over at jeg ikke engang har været i bad, handlet eller gjort aftensmaden klar. Jeg har ikke selv fået spist mad, kun drukket alt for meget kaffe. Det skælder jeg også mig selv ud over.

I stedet for at lave en sund og instavenlig avokadomad på hjemmebagt stenalderbørd, kaster jeg en hurtig marsbar i hovedet, mens jeg haster over for at hente drengene. Det giver mig selvfølgelig også dårlig samvittighed, og endnu engang skælder jeg mig selv ud.

De gode dage:

Andre dage er jeg vildt effektiv, efter aflevering af børn, får jeg trænet, gjort rent, skiftet sengetøj, ryddet op, handlet, klargjort mad. Jeg får sorteret tøj, vasket tøj, skiftet ud i legetøj, vasket køkkenskabe osv. Jeg får søgt job og opdateret joblog. Frokosten bliver en hurtig rugbrødsmad og alt for meget kaffe. Drengene bliver hentet, og alligevel får jeg skældt mig selv ud, over at jeg ikke har nået mere, gjort mere.

I lang tid fik jeg ikke trænet.

De fleste dage pga. at Oscar var hjemme, og så gik det ligesom bare i glemmebogen. Jeg er nu så småt kommet i gang igen med yoga og pilates. Jeg har to gange i denne uge grædt under og efter en træning.

Første gang var under en yogatime. Den dygtige yoga instruktør fortalte om energier i højre og venstre side, og den betydning det kan have. Jeg havde under hele timen svært ved alle stræk og balancer i venstre side. Da hun så fortalte at venstre side er ens feminine side. Den med alle følelserne, den der siger at man skal være opmærksom på sig selv, gøre noget godt for en selv. Begyndte jeg at græde. Heldigvis lå jeg bagerst, og kunne snøfte mig igennem resten af timen.

I dag har jeg været til pilates, og skulle lave en helt simpel øvelse, hvor jeg skulle løfte mit ben, mens jeg lå på siden. Det kunne jeg ikke. Hver gang jeg fik løftet det 5 cm over jorden, kom der en jagende smerte i mit bækken. Da instruktøren kom ned, for at spørge om jeg havde brug for hjælp, brød jeg sammen. Jeg er 35 år og burde nemt kunne lave den øvelse, men pga. to omgange invaliderende bækkenløsning, er der mange ting jeg ikke kan mere, da det gør ondt eller fordi mine muskler er for svage.

Jeg brød helt sammen, da jeg endnu engang blev gjort opmærksom, på noget jeg ikke kan. Gjort opmærksom på endnu en begrænsning. Gjort opmærksom på, at jeg ikke har passet på min egen krop, at jeg ikke har passet den med træning.

Den lange tid som arbejdsløs har gjort, at jeg sjældent bruger penge, og slet ikke på mig selv.

Men lige der under træning, gik det op for mig, at jeg er ved at få stress. At min krop er ved at få stress og at mit hoved er fyldt med deprimerende og nedgørende tanker om mig selv.

I over et år har mit hoved mest været fyldt med tanker, om hvordan jeg bedst muligt kan hjælpe Oscar, og sørge for at Bertram ikke bliver glemt. Jeg helt har glemt mig selv.

Jeg har prioriteret alle andre herhjemme frem for mig selv, og fravalgt alle goder for at spare på dagpengene.

Jeg har besluttet, at jeg vil bruge tid og penge på mig selv. Jeg har derfor taget kontakt til min dygtige yoga instruktør Mariah Noell, som også laver kropsbehandlinger, og aftalt at jeg skal have nogle behandlinger hos hende. Til at starte med har jeg valgt tre gange. Så må jeg se om det skal føre til flere behandlinger.

Jeg ser meget frem til at prøve kropsbehandlinger, og håber at de kan give mig lidt energi, balance og en tro på mig selv.

 

Dette har bestemt ikke været nemt for mig at dele, så jeg håber I vil tage godt imod mit indlæg.

 

http://mariahnoell.com/

Jeg er 37 år, mor til to drenge på 3 og 5 år. O på 3 år har epilepsi og B på 5 år er skyggebarn. Jeg er uddannet fysioterapeut og har speciale inden for børnefysioterapi og sansestimulering. Jeg har gået på gymnastik højskole, cyklet til Paris og arb frivilligt i Thailand i 6 mdr.


Følg Maria Deis på de sociale medier

Nyeste Kommentarer

  • Santa

    27/09/2018 at 19:46

    That is not quite true. In reality, there is no logic in the selection of new pieces which are performed, and every (!) choice of a new piece has its own individual history. (And most of the time, that individual history surprisingly looks very much like other individual histories.)

  • Tina

    08/10/2018 at 23:50

    Åh sødeste Maria. Du er så mega sej, at du vil dele dit liv i medgang og modgang. Vi er desværre mange i din båd. Og det er svært at dele. Men mange misforståelser og meninger om vores liv bliver mere tydelige når der er nogen der interesserer sig og tør lytte og spørge ind.
    Her er det John der er arbejdsløs lige over 2 år og derfor ingen økonomisk hjælp mere. Vi kæmper med et korrupt og lovovertrædelse kommunal system som sylter sager og overhører ankestyrelsen afgørelser. Alt sammen for at spare penge på den korte bane. Det går ud over vores 2 piger med Aspergers og ADHD. Det betyder et væld af komorbide diagnoser bl.a. angst, depression, søvnproblemer m.m.
    Desværre betyder det også opslidte forældre der kæmper kampe som ingen kan forstå medmindre de har prøvet det. Og stress som ender i depression og ptsd.
    Vi kunne jo udrette mirakler hvis man fik den rette hjælp i rettidig omhu og spare samfundet for mange spildte kroner.
    Men vi kæmper videre og overlever og bliver stærkere, men uha det har mange omkostninger og vi har bl.a. måtte tage afstand fra den nærmeste familie.
    Knus og tanker herfra
    U are human❤🙏

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.