Vi ses, Far.

Vi ses, Far!

Min kæreste Danni skal udsendes til Afghanistan i seks måneder. Ud over at vide at han skal i krig, selvom han for det meste kommer til at opholde sig i lejren, skal jeg undvære ham i seks måneder.

Et halvt år….

Selvom vi kan holde kontakt online og ringe sammen over facetime, skal vi ikke være sammen. Vi skal ikke dele oplevelser, holde i hånd eller falde i søvn til en film på sofaen.

Men det er desværre ikke det værste. Det værste er at mine to små drenge på to og fire år, skal undvære deres far, og at han skal undvære dem. Der sker så meget omkring deres udvikling, at man skal holde tungen lige i munden for at følge med, også selvom man ser dem hver dag. Men at skulle miste et halvt år af deres udvikling, deres sprogblomster og deres kys og kram er fuldstændig ubærligt.

Det bliver også hårdt for drengene,  for de forstår jo ikke, at Far er på arbejde i et andet land, eller har en fornemmelse af, hvor lang tid et halvt år er. De vil bare mærke at Far ikke er her. Han kommer ikke hjem og leger bokse-kamp, gemmeleg eller giver de vilde gynge ture i haven, som kun Far kan gøre det.  Han kommer ikke hjem til aftensmad, og spørger hvordan dagen i børnehaven har været. Han kan ikke lige se, hvor højt Bertram nu kan hoppe, eller hvor stærkt han nu kan løbe. Han vil ikke se Bertrams udvikling fra dinglende, livsfarlig cyklist til at blive mere og mere trafik sikker.

Oscar har pga. sin epilepsi fået en masse stærk medicin, som giver mange bivirkninger. I opstarten af den medicin han er på nu, stoppede han med at sige de ord, han havde lært, fx hej, mad og far. Efter ca. seks måneder kom de fleste af ordene tilbage, og der kommer næsten dagligt et nyt ord til. Et af de ord der ikke er vendt tilbage er Far. Oscar siger i stedet Mor til os begge to. Jeg bliver så ked af at tænke på, at ordet måske først kommer tilbage om meget lang tid, da Far jo ikke er her, og Oscar derved ikke skal sige det så meget.

 

Vi skal snart til at fortælle drengene, nok mest Bertram, at Far skal væk med arbejdet i meget, meget lang tid.

Men hvordan får man lige fortalt det til en fireårig, der i forvejen lider under at være skyggebarn til en syg lillebror, og i forvejen har det svært med at far er så meget væk. Hvordan får man fortalt, at far skal være i et land langt væk, og han kan ikke bare komme hjem.

                                                              

Hvordan får man serveret det på en tryg og kærlig måde, som forklarer det ordentligt i børnehøjde, så han ikke skal gå og være bange og bekymret, når man selv er i følelsernes vold og konstant på grådens rand?

                                                         

Lige nu nyder vi hinanden ekstra meget, vi suger alle de små hverdagsting til os, og nyder at se vores to små skønne drenge udvikle og udfolde sig. Vi nyder alle de små ting, som man ofte tager for givet, for der går lang tid inden, vi igen kan se på vores børn samtidig, og se på de skøre ting de finder på, på de søde ord de siger eller på de sjove formuleringer der kommer.

 

Selvom det bliver hårdt for os alle, skal vi nok komme godt igennem det, og gøre det så nemt for børnene som muligt.

 

En kvinde hvis mand er væk, hedder en græsenke.

Men hvad hedder børnene? Græsbørn?

 

Jeg er 38 år, mor til to drenge på 4 og 6 år. O på 4 år har epilepsi og B på 6 år er skyggebarn. Jeg er uddannet fysioterapeut og har speciale inden for børnefysioterapi og sansestimulering. Jeg har gået på gymnastik højskole, cyklet til Paris og arb. frivilligt i Thailand i 6 mdr.


Følg Maria Deis på de sociale medier